Om morgenen på vaccinationsdagen vågnede Pigúiça med maven fuld af sommerfugle. Sådan nogle, der ikke flyver, men bare drejer rundt og rundt.
»I dag skal vi til Doktor Overskæg,« sagde Fofuxo. »Bare for at se, om du vokser, som du skal.«
»Jeg vokser fint!« sagde Pigúiça. »Det er ikke nødvendigt at se efter. Jeg tror på det.« Og hun gemte sig bag en bregne, der ikke engang skjulte halvdelen af halen. Fofuxo lo ikke. Han satte sig ved siden af hende og ventede lidt.
»Det er normalt at være bange,« sagde han. »Det har jeg også været.« »Dig?« spurgte Pigúiça og kiggede frem mellem bladene. »Mig. Jeg troede, at lægens kontor var fuldt af mærkelige ting. Men det er bare et sted, hvor man bliver passet på.«
Pigúiça trak vejret dybt, kom ud fra bregnen og gik helt tæt op ad vennens gyldne pels.
Doktor Overskægs kontor lå inde i et rundt bibliotek med buede hylder og bøger med vinger, der fløj rundt under loftet. Doktoren var en schnauzer med runde briller og et hvidt overskæg, der bevægede sig, når han talte.
»Godmorgen, Pigúiça! Først viser jeg dig alle tingene.« Han viste den lille lygte, der kigger ind i øret. Han viste lytteren, der kan høre hjertet. Pigúiça lyttede til Fofuxos hjerte: dunk, dunk, dunk. Det var den roligste lyd i verden.
»Og nu vaccinen,« sagde doktoren. »Det er et hurtigt lille stik, ikke større end en nysen. Vil du have et trick? Kig på den lysende bog dernede på gulvet og tæl, hvor mange bøger der flyver.«
Pigúiça kiggede. Den opslåede bog lyste som et lille stykke måne. Hun begyndte at tælle. »Et, to, tre...« Fofuxo holdt hendes lille pote. »Fire!« sagde Pigúiça. »Doktor, der er fire bøger med vinger!«
»Flot,« sagde Doktor Overskæg. »Og nu er jeg færdig.« »Allerede?« »Allerede.« Pigúiça gabte af forbløffelse. Hun havde kun mærket en lille nysen, og så var det overstået. »Kun det?«
»Kun det. Du var meget modig. Mod er ikke at være uden frygt, Pigúiça. Mod er at være bange og gå alligevel.«
Hun fik et skinnende stjerneklistermærke til poten. På vejen hjem viste hun det til skyerne, og skyerne smilede.
Om aftenen i den lille seng tænkte Pigúiça på dagen. Sommerfuglene i maven var fløjet væk, én efter én. Tilbage var kun en dejlig varme.
»Mens du sover,« hviskede Fofuxo, »lærer vaccinen at beskytte dig.«
Pigúiça kiggede på den skinnende stjerne på poten. Dunk, dunk, dunk, sagde hendes hjerte, helt langsomt. Og med den rolige lyd faldt hun i søvn.
