
Det var Floquinhos første juleaften, Pigúiças lillebror. Og Pigúiça ville så gerne, at den blev perfekt.
Hun viste ham de blinkende lys. Hun viste ham de indpakkede gaver og rystede hver enkelt. Hun lavede grimassen med tungen ud til siden og den med ørerne bagud og en helt ny, som hun opfandt på stedet. Hun sang højt, hoppede, drejede rundt og ringede med klokken tæt ved hans øre.
Floquinho spilede de små øjne op. Og så begyndte han at græde. Bøøø-øøh. En gråd så stor som huset.
»Jeg har gjort alting!« sagde Pigúiça fortvivlet. »Hvorfor kan han ikke lide jul?«
Fofuxo tog Floquinho op, godt pakket ind, og sagde lavt: »Det kan han godt. Men alt er nyt for ham. For meget lys, for meget larm, for mange nye ting. En helt lille baby har brug for ro.«
Pigúiça tænkte efter. Ro. Hvor bor roen? Så huskede hun det: i skoven ved åen står et kæmpestort træ, det ældste i Dogavios, som om natten lader sange sive ud af bladene. »Fofuxo, hvad hvis vi hentede en vuggevise dér?«
Bolota, som var kommet til julemiddag, tilbød sin hjælp. »Jeg vugger ham lidt. Gå bare.«
De to gik ud i den friske nat. Månen var en tynd negl på himlen. Åen løb langsomt, fuld af åkander, og de krydsede den og sprang fra sten til sten. Klokkeblomsterne ringede ganske let, når de gik forbi. Selv sommerfuglene var søvnige.
Da de kom tæt på træet, hørte de det. Ud af bladene kom toner, en ad gangen, og svævede i luften som sæbebobler. La, lu, ru. La, lu, ru. Det var den blideste musik, Pigúiça nogensinde havde hørt.
Hun satte sig og lyttede meget opmærksomt og bevægede kun ørerne. Hun gentog det stille. Lavede en fejl. Gentog igen. Tredje gang kunne hun det. »La, lu, ru,« sang hun, og træet svajede med grenene, som om det sagde ja.
De gik hjem uden at skynde sig. Bolota sad og vuggede Floquinho, som stadig klynkede en lille smule. Pigúiça slukkede halvdelen af lysene. Så kom hun helt tæt på sin bror og sang, næsten hviskende: »La, lu, ru. La, lu, ru.«
Floquinho holdt op med at klynke. Han kiggede på hende. Gabte et kæmpegab for så lille en snude. Og faldt i søvn med den lille pote mod hendes næse.
»Din gave var den bedste af alle,« hviskede Fofuxo. »Du gav ham ro.« Pigúiça smilede, lagde sig ved siden af kurven og blev ved med at synge, lavere og lavere.
La, lu, ru. La, lu, ru. Nu kan du også lukke de små øjne og lytte til sangen helt stille. La, lu, ru.
