Universtræet er så højt, at de smilende skyer glider forbi under de øverste grene. Og til jul vil alle i Dogavios gerne pynte det.
Banden kom tidligt, hver med sin kasse. Bolota havde røde kugler med. Tico havde bånd. Pigúiça havde en blomsterkrans, som hun selv havde syet.
Dinosaurerne kom lidt efter. Trici, den lille triceratops, kom travende med kugler hængende på alle tre små horn. Rex kom bagefter, og hans korte arme slæbte på en kasse, der næsten faldt, bum.
»Jeg hænger dem på de nederste grene,« sagde Trici og hang en kugle på hver lille kvist. Fofuxo, stor og blid, løftede Pigúiça op på ryggen, så hun kunne pynte i øjenhøjde.
Da de var færdige, var træet smukt til halvvejs. Toppen manglede, der hvor stjernen skulle sidde. Den var så højt oppe, at ingen kunne nå den.
Rex prøvede. Han strakte sin lille arm så langt, han kunne. Ingenting. Han prøvede at hoppe. Bum! Bladene rystede, men ingenting. »Jeg ville så gerne hjælpe,« sagde han med hængende hoved. »Men mine arme er for korte.«
Så hørte de en lyd, bum, bum, bum, helt langsomt, som skridtene fra et bjerg. Det var Fru Langhals, den store diplodocus, og hendes hals var så lang, at hovedet nåede frem før resten af kroppen.
»Jeg har hørt, at der er en stjerne, der venter på en hals,« sagde hun med sin sædvanlige rolige stemme. Og hun tog den gyldne stjerne meget forsigtigt mellem tænderne.
Hun strakte halsen, strakte, strakte, forbi de smilende skyer, som gjorde plads. Da hun nåede toppen, satte hun stjernen fast på spidsen, hængende i et langt bånd. Pling! Stjernen tændtes.
Men båndet svajede i vinden. »Vi har brug for en dernede, der kan binde enden af båndet fast om stammen,« sagde Fru Langhals. »En med små, stærke arme.«
Rex løftede hovedet. Han løb hen, krammede stammen og bandt en stram lille knude, sådan som kun korte arme kan. Båndet blev stille, og stjernen sad fast.
Alle kiggede op. Hver eneste kugle spejlede stjernens lys, og Universtræet strålede, som var det fuldt af små sovende sole.
»Det var Rex, der gjorde stjernen sikker,« sagde Fru Langhals. Rex rejste brystet, og hans grønne kinder blev en anelse røde.
De lagde sig alle under træet. Fru Langhals krøllede sig sammen om dem som en lang, varm pude og begyndte at fortælle en historie helt sagte. Trici hørte den første sætning. Rex den anden. Pigúiça nåede aldrig at høre den tredje.
Stjernen deroppe blinkede langsomt, én gang, som for at sige godnat. Og hele skoven sov.
