Den morgen dukkede der en ny hvalp op på marken.
Det var en collie med lang, blød pels, som sad stille nede ved det store træ. Hun hed Luna. Hun havde smukke, lyse øjne, men de kunne ikke se.
Flokken var samlet for at lege tagfat: Pigúiça, Fofuxo, en rynket lille mops og en hvalp med spidse ører. Tico, gravhunden, kiggede på Luna og hviskede: »Hun kan ikke være med. Hun kan jo ikke se os.«
Pigúiça tænkte sig om. Så gik hun hen til Luna og spurgte: »Hej. Hvad kan du bedst lide at lege?«
Luna løftede snuden og smilede. »Hej, Pigúiça.«
Pigúiça spærrede øjnene op. »Hvordan ved du, at det er mig?«
»Du dufter af græs og sne. Og så er det dine skridt. Du går og hopper, tip, tip, tip. Fofuxo går tungt og langsomt, bum, bum. Og mopsen trækker vejret og siger snork, snork.«
Mopsen blev helt rød i hovedet, men han grinede.
»Jeg kan godt lide gemmeleg,« sagde Luna.
Så legede de. Mopsen gemte sig bag en busk. Luna snusede og snusede og fandt ham. Hvalpen med de spidse ører kravlede op på en sten. Luna hørte stenen synge stille under ham og fandt ham. Pigúiça gemte sig bag træet og holdt latteren inde. Men Luna hørte blomsten ved siden af sige hej til hende og fandt hende også.
»Hun er den bedste af os alle!« sagde Tico med åben mund.
Så fik Pigúiça en idé. »Nu leger alle med lukkede øjne, ligesom Luna!«
Det blev eftermiddagens sjoveste runde. Fofuxo gik ind i et træ, helt blidt. Tico fandt sin egen hale og troede, det var mopsen. Og Luna grinede så meget, at hun måtte lægge sig i græsset. Alle opdagede, at når man lukkede øjnene, kunne man høre en masse ting, som ingen havde lagt mærke til før.
Da eftermiddagen var slut, sagde Luna farvel til hver enkelt, med navn, uden at tage fejl en eneste gang.
Den aften i sin lille seng lukkede Pigúiça øjnene og lyttede, ligesom Luna. Vinden ved vinduet. Fårekyllingen udenfor. Sin egen vejrtrækning, helt langsom. Luk også dine små øjne, og lyt. Hvad kan du høre lige nu?
