Der findes en grusom myte i forældreskab: at et velopdragent barn ikke bliver frustreret. Det er faktisk omvendt, frustration er selve træningspasset. Hvert »nej«, hver puslebrik, der ikke vil passe, hvert nederlag i huskespillet er en ny styrkeøvelse for følelserne. Din opgave er ikke at skåne barnet for frustration, og den er heller ikke at lade det være alene med den. Den er at blive hos barnet, mens det lærer at bevæge sig gennem ubehaget.
Før: læg til rette
- Lad barnet prøve længere: tæl til ti, før du griber ind. Voksnes utålmodighed stjæler stille og roligt læringen.
- Tilbyd hjælp i lag: først »skal jeg holde den?«, så »skal jeg vise dig det?«, og først derefter »skal jeg gøre det?«.
- Sæt navn på ubehaget på forhånd: før et spil, sig »nogen kommer til at vinde, og nogen kommer til at tabe, og det føles ubehageligt i brystet at tabe«.
- Lad dem ikke altid vinde: at tabe af og til derhjemme, med støtte, er langt billigere end at tabe for første gang som otteårig foran klassekammerater.
Undervejs: hvad du kan sige i det svære øjeblik
- Sæt navn på det uden at bagatellisere: »Det er frustrerende. Du prøvede så mange gange, og det virkede stadig ikke.« Spring »det er ikke så slemt« over.
- Modstå trangen til at fikse: trangen til at tegne tegningen færdig eller klikke brikken på plads er stærk. Bliv i nærheden og vær der bare.
- Tilbyd en pause, ikke en redning: »Vil du holde en pause og vende tilbage til den? Vi kan prøve igen om lidt.«
- Gør problemet mindre: »Lad os bare tage det blå hjørne nu.« Mindre bidder giver følelsen af, at det er muligt, tilbage.
- Del din egen fejl: »Jeg brændte risene på i dag og blev rigtig irriteret. Så tog jeg en dyb indånding og begyndte forfra.« At høre en voksen fejle højt normaliserer alting.
