Du lægger papir og blyanter på bordet og hører: »jeg vil ikke«, eller værre, »jeg kan ikke tegne«. Før du konkluderer, at dette barn »ikke er den kreative type«, er det værd at undersøge, for nægtelsen har næsten altid en konkret og løselig årsag.
De mest almindelige årsager
- Sammenligning. Et søskende, der tegner rigtig godt, en klassekammerat, der får ros. Barnet konkluderer, at konkurrencen ikke er umagen værd.
- For meget rettelse. Har nogen sagt »himlen er ikke grøn« eller »lad mig gøre det færdigt«, blev budskabet: der findes en rigtig måde, og den er ikke min.
- Motorisk vanskelighed. Hånden bliver træt, blyanten glider. Det er ikke uinteresse, men ubehag, og tykkere materiale løser meget.
- For svært ark. En tegning fuld af bitte små detaljer frustrerer ethvert lille barn.
- Simpelthen en anden interesse. Nogle børn foretrækker at bygge, konstruere, løbe. Det gælder også.
Sådan åbner du døren igen
Forkynd ikke noget. Læg papir og blyanter frem og begynd selv at farvelægge, uden at invitere. Nysgerrighed virker bedre end invitation.
Tilbyd yndlingsfiguren, ikke en tilfældig tegning. At farvelægge Pigúiça efter at have lært hendes historie at kende er noget helt andet.
Sænk overliggeren: start med et meget enkelt, stort ark, der bliver færdigt på fem minutter. At blive færdig er det, der giver lyst til at gøre det igen.
Hvad man skal undgå
Gør det ikke til en pligt, tegn ikke ovenpå, reparer ikke. Og frem for alt: intet automatisk »hvor er det fint«. Børn gennemskuer det.
En sidedør
Virker blyanten ikke, så prøv kartoffeltryk, collage eller fortovskridt. Og lokker skærmen: Dogavios-spillet har de samme figurer.
