Du slukker lyset, giver godnatkysset, og tre sekunder senere kommer råbet. Der er noget i skabet. Har du allerede prøvet at forklare, at monstre ikke findes, og set, at det ikke hjalp det mindste, er det, fordi mørkeræd hos børn ikke er et logikproblem. Det er et trygheds-problem, og det er sådan, det skal behandles.
Hvorfor denne frygt dukker op
Den viser sig som regel mellem to og seks år og er en udviklingsmilepæl snarere end en svaghed. I denne fase eksploderer fantasien, mens evnen til at skelne virkelighed fra forestilling stadig er under opbygning. I mørket mister hjernen de visuelle holdepunkter, der bekræfter, at rummet er uændret, og fantasien fylder tomrummet. Derfor nytter det aldrig at diskutere, om monsteret findes eller ej: for dit barn er frygten reel, selv om monsteret ikke er.
Hvad du kan gøre i aften
- Anerkend, før du løser: start med »jeg ved, du er bange, og jeg er her.« At afvise følelsen efterlader barnet alene med den.
- Brug varmt, svagt lys: et rav- eller rødligt natlys forstyrrer søvnen langt mindre end hvidt eller blåligt lys. Hold det væk fra ansigtet.
- Lad døren stå på klem: at høre lyde fra resten af huset er en stadig påmindelse om, at barnet ikke er alene.
- Gør runden sammen: gå gennem værelset, åbn skabet, kig under sengen. Gør det roligt og nøgternt, aldrig som en jagt, så du ikke forstærker tanken om fare.
- Giv barnet et modværktøj: en lille lommelygte ved sengen, en vagtbamse, en vandspray med en dråbe lavendel omdøbt til monsterspray. Genstande giver barnet følelsen af kontrol tilbage.
